”Den værste død af alle er døden af skræk”.
Ukendt ophavsmand, men jeg er enig!
Jeg er måske lidt svær at putte i bås. Som journalist har jeg nærmest som tjenstlig pligt haft interesse for næsten alt, hvad jeg mødte på min vej.
Musikalsk set er jeg altædende med tendens hen mod det klassiske og en varm kærlighed for musikken fra det gode årti – tresserne.
Jeg læser meget og når slet ikke alt det, jeg gerne vil. Historiske værker tæller meget. Og forfattere som Umberto Ecco, Evelyn Waugh, Walter Kempowski, Len Deighton, John Le Carré, Thorkild Hansen, Hans Scherfig og Antony Beevor har giver mig store oplevelser
Og så er jeg for øvrigt ret fokuseret på at save og kløve træ – og bidt af at løbe lange ture. Hvis du vil vide mere om min holdning til løb, så læs du blot videre:
Musikalsk set er jeg altædende med tendens hen mod det klassiske og en varm kærlighed for musikken fra det gode årti – tresserne.
Jeg læser meget og når slet ikke alt det, jeg gerne vil. Historiske værker tæller meget. Og forfattere som Umberto Ecco, Evelyn Waugh, Walter Kempowski, Len Deighton, John Le Carré, Thorkild Hansen, Hans Scherfig og Antony Beevor har giver mig store oplevelser
Og så er jeg for øvrigt ret fokuseret på at save og kløve træ – og bidt af at løbe lange ture. Hvis du vil vide mere om min holdning til løb, så læs du blot videre:
Sådan løber jeg min egen vej
For nu at sige det som det er: Jeg prøver året rundt på at løbe fra det hele. Og det skal forstås ganske bogstaveligt: Jeg løber så vidt muligt min sædvanlige rute tre gange om ugen. Tolv kilometer gennem tre skove og med et stykke af distancen langs Flensborg Fjord. Start 45 meter over havet og så ned til højde nul og op i højden igen. Det går ad små skovstier og mindre veje. Og selv om jeg har løbet den samme rute gennem 35 år, giver den mig hver gang nye overraskelser. Efter at have løbet så nogenlunde regelmæssigt gennem mere end 40 år af mit voksenliv må jeg konstatere, at jeg løber for livet. Det har jeg det skønt med.
Jeg løber alene. Og det har sine årsager. Det giver en vidunderlig ro i kroppen, når først man har løbet sig varm. Gebrækkeligheder i ryggen og nakken efter for mange timer i en bil eller foran computeren forsvinder som øl på en varm sommerdag. Og når hjernen begynder at øge aktiviteten med de særlige signalstoffer, der slippes løs, når man løber, sker der ting og sager i hovedet. Kreativiteten vokser. Og man glemmer helt, at benene bevæger sig, medens idéerne myldrer frem i skarp konkurrence med behagelige drømmerier. En anden følge er dog, at man efter løbet i flere timer kan være særdeles glemsom for ikke at sige distræt. Jeg har engang oplevet på det nærmeste at skrive en hel festsang oppe i hovedet, medens jeg løb en råkold efterårsdag. Men bagefter måtte jeg konstatere, at jeg nok skulle have skrevet al poesien ned, før jeg gik i bad. Det tog en del tid, inden jeg havde fået rekonstrueret alle ti vers. Ren hygge i luntetrav er det nu ikke. Jeg løber også mod mig selv. Og ind imellem vil jeg gerne (lige så stille) føle den personlige triumf, når tiden er lidt bedre end sædvanlig.
Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at løbe de store folkelige løb. Her er det skønt at være mange. Halvmarathonløbene over Storebælts- og Øresundsbroerne var fantastiske oplevelser og Berlin Halvmarathon med. Der er en vidunderlig positiv stemning i den by. Og Aabenraa Bjergmarathon (den halve tak!) og Grænseløbet med deres djævelske stigninger blev et must for mig. Her er der mange særdeles gode løbere med, og man har virkelig nogen at halse efter. Det er også sundt at prøve. Ved sådanne lejligheder opdager man, at løbere er meget tolerante, hensynsfulde og venlige mennesker. Ikke et surt opstød hører man undervejs. Jeg er dog bange for, at deltagerne nogle timer efter løbet ligner alle andre på godt og ondt. Men vi kan da glæde os over den paradisiske fredsommelighed, medens vi er høje derude på distancen.
Desværre er forskerne ikke helt enige om, hvorvidt man lever et længere liv, når man løber regelmæssigt. Jeg tror på dem, der siger, at det gør man. Og jeg er i hvert fald sikker på, at man lever et bedre liv. Hvis jeg løber mine tolv kilometer i skovene, inden jeg tager fat på en lidt mudret arbejdsdag med en række ventende problemer, så ved jeg, at store problemer bliver små. Man får nemmere "det store forkromede overblik" og har lettere ved at sige: Pyt! En lang tur for et lille ord. Men den er det værd. Der er faktisk et gammelt ord, der siger, at man "ikke kan løbe fra sine problemer". Det er noget vrøvl. Jeg synes, at jeg gør det.
Jeg løber alene. Og det har sine årsager. Det giver en vidunderlig ro i kroppen, når først man har løbet sig varm. Gebrækkeligheder i ryggen og nakken efter for mange timer i en bil eller foran computeren forsvinder som øl på en varm sommerdag. Og når hjernen begynder at øge aktiviteten med de særlige signalstoffer, der slippes løs, når man løber, sker der ting og sager i hovedet. Kreativiteten vokser. Og man glemmer helt, at benene bevæger sig, medens idéerne myldrer frem i skarp konkurrence med behagelige drømmerier. En anden følge er dog, at man efter løbet i flere timer kan være særdeles glemsom for ikke at sige distræt. Jeg har engang oplevet på det nærmeste at skrive en hel festsang oppe i hovedet, medens jeg løb en råkold efterårsdag. Men bagefter måtte jeg konstatere, at jeg nok skulle have skrevet al poesien ned, før jeg gik i bad. Det tog en del tid, inden jeg havde fået rekonstrueret alle ti vers. Ren hygge i luntetrav er det nu ikke. Jeg løber også mod mig selv. Og ind imellem vil jeg gerne (lige så stille) føle den personlige triumf, når tiden er lidt bedre end sædvanlig.
Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at løbe de store folkelige løb. Her er det skønt at være mange. Halvmarathonløbene over Storebælts- og Øresundsbroerne var fantastiske oplevelser og Berlin Halvmarathon med. Der er en vidunderlig positiv stemning i den by. Og Aabenraa Bjergmarathon (den halve tak!) og Grænseløbet med deres djævelske stigninger blev et must for mig. Her er der mange særdeles gode løbere med, og man har virkelig nogen at halse efter. Det er også sundt at prøve. Ved sådanne lejligheder opdager man, at løbere er meget tolerante, hensynsfulde og venlige mennesker. Ikke et surt opstød hører man undervejs. Jeg er dog bange for, at deltagerne nogle timer efter løbet ligner alle andre på godt og ondt. Men vi kan da glæde os over den paradisiske fredsommelighed, medens vi er høje derude på distancen.
Desværre er forskerne ikke helt enige om, hvorvidt man lever et længere liv, når man løber regelmæssigt. Jeg tror på dem, der siger, at det gør man. Og jeg er i hvert fald sikker på, at man lever et bedre liv. Hvis jeg løber mine tolv kilometer i skovene, inden jeg tager fat på en lidt mudret arbejdsdag med en række ventende problemer, så ved jeg, at store problemer bliver små. Man får nemmere "det store forkromede overblik" og har lettere ved at sige: Pyt! En lang tur for et lille ord. Men den er det værd. Der er faktisk et gammelt ord, der siger, at man "ikke kan løbe fra sine problemer". Det er noget vrøvl. Jeg synes, at jeg gør det.
Du kan frit citere fra ovenstående artikel